Kære landsmænd,

På dagen lever Azerbajdzjan for ottende år som selvstændig. Et af største fremskridt vi har opnået i uafhængighedstid består i, at vi har fået mulighed for at danne et objektivt billede af den periode og de historiske begivenheder, der i mange år blev skjult, falcifeceret og forfalsket. Den ene af de begivenheder er Mindedagen for Folkedrab af azerbajdzjanere, der allerede har fået den politiske og retslige evaluering af vores stat.

Hvert eneste år den 31. marts bløder vi i hjertet ved at markere dagen for Folkedrabet af azerbajdzjanerne, vi vender tilbage til vores historiske fortid, og erindrer de store blodige aktioner, der åbenlyst blev gennemført mod vores folk.

I nittende og tyvende århundreder har vores folk været udsat for ren række af forfærdelige tragedier. Ved armenernes hånd, der agerede som listige og ordbrydende gennemførere af store staters imperiale politik, blev det azerbajdzjanske folk adskillige gange udsat for de etniske udrensninger, folkedrab og nationale tragedier og kvaler. Tusindvis, og igen tusindvis af fredelige azerbajdjanere blev tilintetgjort pga. deres nationale tilthøtforhold, eller blev jæget væk fra slægtens bålsted; de historiske byer og landsbyer er ødelagt.

Folkedrabspolitikken, som de armenske nationalister førte i livet i begyndelse af århundredet, først ved at udnytte den kejserlige poltik af Tsarist Rusland, i 40-50 i tyvende århundrede - ved at udnytte det sovjetiske styre, - blev forstærket fra midt i 80-erne, tildækket af perestrojka, og bragte det azerbajdzjanske folk nye tragedier igen og igen. Beklageligvis, disse blodige aktioner ikke har fået den principielle evaluering fra det internationale samfund, heller ikke fra ledelsen for Republikken Azerbajdzjan, hvilket gav grønt lys til de nationalistiske, separatistiske kræfter. Som resultat af denne, såkaldte Nagorno-Karabakh konflikt i 1988, blev hundreder tusindvis af azerbajdzjanere tilintetgjort og jæget til flugt fra deres historiske jord på grund af deres nationale tilhørsforhold; i januar 1990 blev proteststemmerne iBaku og andre steder kvalt på bestialsk måde, og i 1992 fandt den blodige Khodzjalinske folkedræb sted.

Som resultat af hasardpolitiske handlinger af de armenske aggressorer og ideologer for den Store Armenien, blev over 1 mio af landsmænd jæget på flugt fra deres arnesteder og dømt til umenneskelige lidelser. Alene i 20. århundrede over 2 mio azerbajdzjanere blev udsat for den afskyelige folkedrabspolitik, gennemført af vores fjender på en eller anden vis. Dog, uanset disse tragedier, vanskeligheder, uretfærdigheder blev vores folk ved at live, bevarede uafhøngighedstræben og demonstrerede sin stærke vilje.

I dag kaster vi igen et blik over ores historie. Vi er stolte af succeser, vi er kede af tab- I dag alt er gjort for, at Azerbajdzjan som en uafhængig stat kan leve, kan erklære sin rette sag for hele verdenen og gøre sit bedste for at fjerne alle fortids uretfærdigheder.

En af vores vigtigste opgaver er at udforme ved den nulevende og kommende generation den stærke nationale hukommelse, minde om folkedræbet, vores folk er blevet udsat for i seneste århundrede, at stræbe efter den politiske og juridiske vurdering af disse tragedier i hele verden, at gøre alt for at fjerne deres hårde konsekvenser, og sørge for, at noget lignende aldrig gentager sig. Derfor er det nødvendigt mred at fremvise den stærke, ubrydelige nationale enighed. Hvilken som helst forræderi og aggression mod vores folk kan man kun stoppe takket være anstrengelser og vilje rettet imod den uforsonlige kamp for den uafhængige Azerbajdzjanske stat, der er vores hovedmål.

Jeg opfordrer til, at vi enes, at vi kæmper kompromisløst for at forsvare vores nationale interesser, vores folks rettigheder.

Oversat fra avisen "Bakinskij Rabotchij" (Baku-arbejderen) af 31 marts 1999